Initiativrig trafikplanlægger med overblik

Udvikling / samarbejde / planlægning / rådgivning / fysiske faciliteter

Vil du være med til at forbedre de fysiske forhold for Midttrafiks kunder, kan du sætte kunden i centrum, og har du lyst til at blive en del af et dygtigt og erfarent team, så er du måske Midttrafiks nye trafikplanlægger med fokus på stoppesteder og trafikterminaler og fremkommelighed for busserne.

Hos Midttrafik arbejder vi kontinuerligt med at forbedre og udvikle den kollektive trafik og skabe gode kundeoplevelser. Til vores Rådgivning og Mobilitetsenhed søger vi en kollega, som kan stå i spidsen for ansvarsområdet om at forbedre de fysiske forhold for den kollektive trafik i Midttrafiks område. Du refererer direkte til gruppelederen for BUS Planlægning og Udvikling.

Stillingen
Som trafikplanlægger er du med til at udvikle og styrke Midttrafiks rådgivning af kommunerne i forhold til planlægning af den kollektive trafiks fysiske faciliteter, bl.a. fremkommelighedstiltag, trafikterminaler og stoppesteder, herunder sammenhæng med andre transportformer.

Du kommer til at samarbejde med hele Midttrafiks organisation, bl.a. med:
· mobilitetsenheden om det konkrete projekts sammenhæng med trafikplaner, mobilitetsplaner og andre transportformer
· analyseenheden om relevante dataudtræk og GIS
· køreplanlægning om ruter, som berøres
· trafikservice om udvikling af kundeinformation ved terminaler og stoppesteder
· kommunikationsafdelingen om synliggørelse af de konkrete forbedringer

Ligeledes samarbejder du med kommunerne og i mindre omfang Vejdirektoratet om konkrete planer, projekter og puljeansøgninger vedr. stoppesteder, terminaler, andre trafikknudepunkter og busprioritering, som forbedrer den kollektive trafik. Derudover inddrages busselskaberne i de konkrete løsninger.

Nogle af dine første opgaver vil være at opdatere og videreudvikle Midttrafiks manualer for det gode stoppested og den gode busstation samt udarbejde en skabelon for vurdering af nuværende stoppesteder og terminaler. Skabelonen skal bruges i et stoppestedsprojekt, hvor du skal komme med anbefalinger til prioritering af de foreslåede indsatser og efterfølgende indgå i udførelsen af de konkrete løsninger sammen med kommunerne. Derudover bliver det din opgave at udarbejde et koncept for rapportering af fremkommelighedsproblemer i bybuskommunerne på baggrund af realtidsdata.

Din profil
· Du har en relevant uddannelse, f.eks. som ingeniør eller anden uddannelse inden for planlægning, gerne med en bred planlægningstilgang kombineret med konkret fysisk vejplanlægning
· Det er en fordel, at du har erhvervserfaring og har arbejdet med projekter, herunder analyser, konkrete løsningsforslag og rapportering

· Du er vant til at arbejde tværgående med interne og eksterne parter og kan begå dig på mange forskellige niveauer i planlægningsforløbet
· Du er i stand til at tænke logistisk og se løsninger i en bredere sammenhæng
· Du er vant til at arbejde med komplekse problemstillinger, hvor du formår at bevare overblikket og humøret i pressede situationer
· Du er initiativrig og går positivt ind i opgaver og samarbejde
· Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner
· Du arbejder systematisk og analytisk med data og er i stand til at udvælge og præsentere relevante fakta over for samarbejdspartnere
· Du har blik for fleksible løsninger, som kan passe ind i den konkrete kontekst
· Du er løsnings- og resultatorienteret, så mål opfyldes, og aftaler og deadlines overholdes

Derudover vil der blive lagt vægt på, at
· Du har en god it-forståelse og evne til at overskue og behandle store datamængder
· Du har kendskab til GIS som analyseværktøj

Vi tilbyder
Et uhøjtideligt arbejdsmiljø med dygtige kolleger samt udfordrende og spændende opgaver. Hos Midttrafik er der gode arbejdsforhold med blandt andet flextid, kantine- og frugtordning samt massageordning.
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst med KL.

Ansøgning
Stillingen kan søges via linket nederst på denne side.

Ansøgningsfrist er den 5. juni 2017 kl. 12.00. Starttidspunkt er snarest muligt.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 12. juni 2017 og igen den 20. juni 2017.
I rekrutteringsprocessen samarbejder Midttrafik med en ekstern konsulent, bl.a. til udarbejdelse af profiltest.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte gruppeleder Ole Sørensen på telefon 87 40 82 55 eller projektleder Anne Bach på telefon 87 40 82 71.

Midttrafik samarbejder med kommuner, region og private vognmænd om at levere en god kollektiv trafik og flextrafik til borgerne i Region Midtjylland. Vi er et fælleskommunalt trafikselskab, som ledes af en politisk bestyrelse.

Vi er 131 ansatte, som sætter pris på en spændende arbejdsdag med en stor kontaktflade til kunder og samarbejdspartnere. Vi bruger målstyring til at sikre, at vi er effektive, og vi spørger ofte kunder og leverandører, om vi gør det godt nok. Midttrafik er derfor en organisation i konstant udvikling, hvor der sjældent er langt fra idé til handling.

Du kan læse mere om Midttrafik på www.midttrafik.dk eller følge os på
Facebook.com/midttrafik.dk

Stillingen er ikke aktiv