Projektmedarbejder med flair for formidling
Midttrafik er mere end blot busser og tog – det er en organisation, der arbejder for at forbedre livskvaliteten for borgerne ved også at tilbyde fleksible og bæredygtige transportløsninger. Som projektmedarbejder får du mulighed for at formidle disse muligheder til offentligheden, og dermed give folk større frihed og tryghed i deres daglige rejsevalg.
Vi mangler en dedikeret person til at udvikle og implementere kommunikationsstrategier, og til denne opgave søger vi en ny kollega.
Tag det næste skridt i din karriere og vær med til at booste fremtidens transportløsninger.
Om stillingen
Midttrafik har sammen med Syddjurs Kommune og Region Midt iværksat et projekt, der skal øge nuværende og potentielle kunders viden om Midttrafiks tilbud i Syddjurs Kommune. Til dette søger vi en person, der kan lave og udføre en ambitiøs handlings- og kommunikationsplan.
Du skal afdække og afprøve forskellige kommunikationsmetoder, som kan bidrage til at borgerne i højere grad tager de fleksible transportløsninger til sig, og som den vej igennem giver borgerne en oplevelse af en større grad af mobilitet. Udover at bruge de kendte virkemidler i markedsføringen ønsker vi at udvikle ”kundeambassadører” i de enkelte lokalområder. En ”kundeambassadør” er en person i lokalområdet, der ved ”alt” om det kollektive trafiktilbud i området og kan undervise og markedsføre det - en form for forlænget information- og markedsføringsperson Du bliver ansvarlig for både at udvikle og implementere konceptet.
Sammen med de nye ”kundeambassadører” skal du skabe en tryghed i at søge og anvende Midttrafiks produkter.
Du behøver ikke at vide alt om Midttrafiks produkter og kollektiv trafik. For at give dig indblik i og holde dig opdateret i de forskellige produkter, bliver du også en del af vores Kundeservice. I Kundeservice vil du også få en god fornemmelse af kundernes ønsker/tanker/behov.
Du indgår således både i en projektgruppe omkring samarbejdsprojektet med Syddjurs Kommune og i team Kundeservice.
Stillingen kræver, at du har kørekort.
Om dig
Du ser dialog som en af dine vigtigste arbejdsmetoder, ligesom du naturligvis mestrer de mest almindelige marketing- og kommunikationsdiscipliner. Uanset formatet skal du kunne formulere dig skarpt og vedkommende og styre de mange processer heri. Med hjælp fra et reklamebureau, skal marketingsmaterialet laves i Midttrafik regi/designmanual.
Stillingen er både rettet ind mod projektgruppen og andre kollegaer i Midttrafik. Vi forventer, at du er selvdrevet, idérig og tager ansvar for de forskellige opgaver, der aftales i projektgruppen og med andre kollegaer. Der kan være mange og forskellige bolde i luften, så du trives i en travl og omskiftelig hverdag, hvor vi hjælper hinanden, løfter i flok og har et smil på læben, når vi møder andre mennesker.
Stillingen er også rettet ud mod kunder, borgere og ikke mindst kommende ”kundeambassadører”. Du skal derfor være god til at skabe dialog og tillidsfulde relationer, og have begge ben plantet på jorden. ”Kundeambassadører” er frivillige personer i de lokale områder, der formodentligt har et arbejde. Din arbejdstid skal derfor tilpasses kundeambassadørerne, så du skal være indstillet på skiftende arbejdstider.
Vi tilbyder
Du bliver en del af et inspirerende og uhøjtideligt arbejdsmiljø med dygtige kollegaer, hvor der er plads til oplæring og faglig sparring, og opgaver kan løses sammen med projektgruppen eller mere selvstændigt.
Der er gode arbejdsforhold med flextid og mulighed for hjemmearbejde samt tilmelding til frokostordning. Vi har også en engageret personaleforening, som arrangerer forskellige aktiviteter i løbet af året.
Vores placering i Højbjerg giver nem adgang til buslinjer, og hvis du kommer i bil, har du adgang til parkeringsplads med mulighed for opladning af elbil. Din cykel har vi også plads til, da mange af Midttrafiks medarbejdere cykler på arbejde.
Stillingen er en midlertidig stilling frem til 30. juni 2027 med mulighed for fastansættelse. Stillingen vil være 30 – 37 timer og ønskes besat 1. oktober 2025 eller efter nærmere aftale.
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst.
Vi mangler dig, så send os meget gerne dit CV hurtigst muligt. Vi behøver ikke en ansøgning, men du skal medsende dine svar på nedenstående spørgsmål:
1. Hvad finder du mest interessant ved stillingen?
2. Hvordan vil du finde, uddanne og skabe gode kundeambassadører?
3. Hvilken type ledelse og leder bringer det bedste frem i dig?
4. Hvordan bidrager du til godt kollegaskab i teamet?
5. Hvordan vil tidligere kollegaer beskrive dig?
Ansøgningsfristen er 6. august 2025 inden kl. 12:00.
Du kan søge stillingen via linket nederst på siden.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vi afholder sommerferie, og perioden er oplyst herunder. Du kan kontakte os således:
Teamleder Emma Købke Rager på telefon 87 40 82 74 eller på mail ekr@midttrafik.dk. (Ferie 13. juli – 8. august)
Eller
Mobilitetsrådgiver Per Elbæk på telefon 21 47 86 76 eller på mail pel@midttrafik.dk. (Ferie 6. juli – 26. juli)
Din nye arbejdsplads
Midttrafik samarbejder med kommuner, region og private vognmænd om at levere en god kollektiv trafik til borgerne i Region Midtjylland. Vi er et fælleskommunalt trafikselskab, som ledes af en politisk bestyrelse. Vi er 140 ansatte, som sætter pris på en spændende arbejdsdag med en stor kontaktflade til kommuner og samarbejdspartnere. Vi bruger målstyring til at sikre, at vi er effektive, og vi spørger ofte kommuner og leverandører om vi gør det godt nok. Midttrafik er derfor en organisation i konstant udvikling, hvor der sjældent er langt fra idé til handling.
Læs mere om Midttrafik på www.midttrafik.dk. Du kan også følge os på https://Facebook.com/midttrafik.dk og https://dk.linkedin.com/company/midttrafik