37 timers stilling som Trafikstyrer ved Midttrafik.


Har du et udpræget servicegen - og er du vant til telefonbetjening og daglig kontakt med mange forskellige mennesker? Så er du måske vores nye kollega.

Flextrafik har ansvaret for udbud, planlægning og udførsel af bestilt kørsel for kommuner og regioner. Vi arbejder bl.a. med Præhospitalet Region Midtjyllands siddende patientbefordring, handicapkørsel, Flextur, kommunale kørselsordninger og fleksible kollektive trafiktilbud


Jobbet

Som trafikstyrer ved Midttrafik, har du sammen med et team på 13 kollegaer i Midttrafiks Driftscenter for Flextrafik, ansvaret for at sikre, at Midttrafiks kunder bliver transporteret rettidigt, samt efter gældende regler og retningslinjer.
Du er sammen med resten af teamet kontaktperson for både kunder, bestillere og leverandører, i forbindelse med dine opgaver som trafikstyrer.

Vi bruger kørselskoordineringsprogrammet PLANET. Du forventes ikke nødvendigvis at have forudgående kendskab til netop dette program, men det er et krav, at du arbejder ubesværet med IT i øvrigt.

Dine primære opgaver vil være:

· At overvåge driften i Flextrafiks Driftscenter
· At besvare opkald fra kunder, leverandører og bestillere, som udgør ca. 90 % af jobfunktionen
· At kommunikere ubesværet og servicemindet med kunder, leverandører, chauffører og bestillere pr. mail og telefon
· Tage imod kundebestillinger i mindre omfang


Din baggrund og profil

· Du er serviceorienteret og sætter en ære i, at sikre at vores kunder altid får en god oplevelse, og du har fokus på at kørslen afvikles i henhold til gældende regler og retningslinjer samt er økonomisk forsvarlig og til tiden.

· Du er positiv i din udstråling, din adfærd og kommunikation og kan lide at tale med forskellige interessenter.

· Du træffer hurtige og korrekte beslutninger, og tør tage ansvar for opgaverne i en kompleks hverdag, hvor overblik er et nøgleord.

· Du har gode samarbejdsevner og fokus på kvalitet i opgaveløsningen. Du bidrager positivt til teamet med forbedringsforslag, for at fremme kvaliteten.

· Du er god til at sætte dig ind i regler, retningslinjer og procedurer og følger dem i det daglige arbejde, ligesom det er naturligt for dig at bidrage til optimering og forbedringer generelt.

Som person er du en god og imødekommende kollega, der bidrager positivt til trivslen og det gode arbejdsmiljø.


Vi tilbyder

Du bliver en del af et uhøjtideligt arbejdsmiljø med dygtige kolleger. Der er højt til loftet og gode arbejdsforhold med bl.a. frugt-, kantine- og massageordning og betalt frokostpause.
Som ansat ved Midttrafik tilbydes du også et frikort til alle Midttrafiks busser og letbanen som du kan benytte til og fra arbejde.

I Flextrafik indgår alle trafikstyrere i en vagtplan i tidsrummet mellem kl. 05.50 og kl. 17.09 på hverdage.

Løn- og ansættelsesforhold følger overenskomsten mellem KL og HK/Kommunal.


Ansøgning
Stillingen søges via linket nederst på siden

Ansøgningsfrist: 19. juni 2022

Tiltrædelse: 1. august 2022 eller efter aftale.


Hvis du vil høre mere om stillingen, kan du kontakte Funktionsleder Frank Christensen på telefon: 24 61 60 72 eller på mail:fch@midttrafik.dk.

___________________________________________________________________________

Midttrafik udfører årlige ca. 1.000.000 Flextrafik ture. Flextrafik består af flere forskellige lukkede og åbne kørselsordninger, som samlet koordineres i PLANET systemet, ud fra kundernes behov.
Flextrafik består af visiteret siddende patientbefordring, kommunalkørsel og
Handicapkørsel, samt Flextur, Flexbus og Plustur som alle er et supplement til den kollektive trafik.
Hos Midttrafik brænder vi for, og arbejder hele tiden på, at forbedre og udvikle flextrafikken og den kollektive trafik, samtidig med at vi skaber gode kundeoplevelser i høj kvalitet.


Din nye arbejdsplads
Midttrafik samarbejder med kommuner, region og private vognmænd om at levere en god kollektiv trafik til borgerne i Region Midtjylland. Vi er et fælleskommunalt trafikselskab, som ledes af en politisk bestyrelse. Vi er ca. 130 ansatte, som sætter pris på en spændende arbejdsdag med en stor kontaktflade til kunder og samarbejdspartnere. Vi bruger målstyring til at sikre, at vi er effektive, og vi spørger ofte kunder og leverandører om vi gør det godt nok. Midttrafik er derfor en organisation i konstant udvikling, hvor der sjældent er langt fra idé til handling. Hverdagen er præget af opgaver og krav, men også et fagligt inspirerende miljø.


Søg stilling